Lad mig prøve at beskrive hvordan Tina Chester underviser i fremadsendelse. Jeg
har fulgt hendes principper fra starten af med Breezy, og hun
forstår fremad meget bedre end mine tidligere agility-hunde.
Tina foretrækker at bruge legetøj, da det stresser hunden mere, men hvis hunden
heller vil arbejde for mad, så brug mad (Husk blot at placere maden i/på noget
synligt - hunden skal bruge øjnene, ikke næsen). Hunden skal være 100% tændt på
at komme hen til den ting I vælger at sende til. Start uden nogle
forhindringer. Start hjemme i haven/stuen uden nogle forstyrrelser.
Leg med legetøjet, hids hunden op, du har det og bevæger det, hunden når ikke
at få fat i det. Når hunden er helt vild efter at få sit legetøj, så tag fat i
dens halsbånd eller pels i nakken. Kast legetøjet et par meter frem. Hunden
skal kigge fremad mod legetøjet (ellers må du gøre det om og kaste kortere).
Slip så hunden og sig "Fremad" mens du peger med arm nærmest hunden. Hunden
skulle nu gerne løbe i fuld fart hen til legetøjet. Så snart hunden tager fat i
sit legetøj, skal du huje, juble, hvine og løbe væk fra hunden, så den får
travlt med at løbe efter dig med legetøjet. Lav trækkelege med legetøjet. Hvis
det er en blød hund, der hurtigt slipper legetøjet, så lad hunden vinde
legetøjet. Træk igen og vind selv. Hold hundens begejstring oppe. Gentag det
hele. Du ved bedst selv hvor længe din hund kan holde begejstringen - stop før
hunden har fået nok!!! Den skal være "sulten" på arbejde/leg til næste gang.
Gradvist øges afstanden. Veksel mellem at kaste tingen ud og at gå ud og lægge
den. At lægge tingen: Husk begejstring oppe!!! Når hunden er tændt på sin ting,
tager man fat i halsbåndet, går/småløber ud sammen med hunden og lægger sin
ting. Hvis hunden ikke kigger interesseret på tingen, så peg på den og sig
noget opmuntrende/ophidsende. Hold hele tiden i hunden. Løb tilbage, væk fra
tingen. Vend front mod tingen og slip hunden. Leg som ovenfor.
Hav ikke for travlt med at øge afstand eller at have hunden under kontrol ved
afsendelsen. Hunden skal løbe lige ud til sin ting i top fart. Ellers er a)
afstanden for lang - gør den kortere. b) hunden ikke tændt nok på sin ting -
start om med at tænde på tingen.
Det at holde hunden fysisk tænder den meget. Den må gerne kæmpe for at komme
fri og hen til sin ting. Sæt ikke for hurtigt kontrol på med en "bliv"
kommando.
Når hunden er god til fremadsendelse uden forhindringer, så starter man med ET
(!) spring/hopp, og gentager fuldstændig proceduren som før. Gradvist (!)
sætter man flere spring på et ad gangen. Brug "back chaining", dvs belønningen
ligger efter samme forhindring. Du sætter næste forhindring foran den første,
sådan at
den nye forhindring bliver det første hunden tager. Håber det er til at
forstå?!
I lang lang tid skal man træne med belønning på denne måde (hastværk betaler
sig ikke; hunden bliver bare forvirret). Måneder senere (afhængigt af hvor
intensivt man træner) kan man så gå over til at sige kommandoen og først kaste
legetøjet, når hunden er på vej fremad.
Denne metode har virket upåklageligt for mig. Breezy er langt bedre til
fremadsendelse end mine andre.